Jeg tilbyder disse foredrag
Hvem er jeg, når du er død? Om identitet efter tab
At miste sin livspartner efter mange års samliv betyder ikke kun sorg over tabet, men også en rådvildhed om, hvem man er i egen ret. Mange oplever tabet som at miste halvdelen af sig selv. Og hvordan finder man så sin egen nye identitet og mening med den del af livet, som er tilbage?
Forfatteren Abelone Glahn mistede i 2024 en alder af 68 år sin 14 år ældre mand gennem 38 år, musikeren Peter Abrahamsen. Som tusindvis andre efterladte oplevede hun et kæmpetomrum, men efter et par år begyndte der at komme sprækker af lys.
I foredraget fortæller hun om egne erfaringer med ændrede roller i familien, i arbejdsliv og blandt venner, skift i forhold til voksne børn og stedbørn, og om søgningen efter det meningsfulde i den tid, der er tilbage. Desuden trækker hun erfaringer ind fra ni interviewede i alderen 66 til 92 år, som hun har med i sin bog Hvem er jeg, når du er død?

Foredraget kan suppleres med debat. Varighed 1½ time inklusiv spørgsmål.
De sene livsovergange – hvad byder livet stadig på?
Foredrag og Workshop om fem af senalderens større skift.
Senalderen byder på livsovergange som boligskift, sygdom, tab, ny kærlighed og livsindhold hen imod de 100 år. Abelone Glahns foredrag runder disse overgange, rejser eksistentielle spørgsmål og overlader deltagerne til at finde svarene i fællesskab. Med udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer samles de bedste råd til mennesker i lignende livsfaser. Deltagerne forventes at bidrage med et særligt blik på deres egne livsoplevelser på godt og ondt.
Varighed 2½ time, gerne med mulighed for walk and talk.
Skal du ta’ det hele med dig? Gør plads til nyt kapitel i tide!
Om at nedskalere sit hjem hen mod den tredje alder. Causerende og informativt foredrag om at flytte fra en gammel landsbyskole på 600 m2 til en toværelses på 69 m2.
- Om det svære ved ‘at være i tide’.
- Om at det tager tid at tage afsked.
- Om at involvere sine voksne børn.
- Om at komme af med det overflødige på mange forskellige måder.
- Om når sygdom ændrer alt.
- Om at finde inspiration til ny bolig og boligform.
Forfatter og journalist Abelone Glahn og hendes mand musikeren Peter Abrahamsen boede 21 år i en nedlagt landsbyskole på Falster. Den blev for stor til to mennesker, selv om hver kvadratmeter var i brug. Så parret tog fat på at nedskalere, rydde op, give bort, smide ud og lede efter nyt. I et muntert toneleje fortæller Abelone om genvordighederne, fornøjelserne og de følelsesmæssige overvejelser ved denne overgangsfase, som kan være særligt svær for en, der er notorisk samler.
Foredraget krydres med yderst praktiske informationer og mange billeder fra processen, som måske kan inspirere andre til deres flytteforberedelser.
Varighed 1½ time inklusiv spørgsmål.

Skal jeg blive eller gå? Er det virkelig enten-eller?
Mange 55+ere funderer over, hvornår de vil gå på pension. Vil de overhovedet gå? Og hvis ikke, hvordan kan en tilværelse som fortsat erhvervsaktiv så se ud?
Det er jo ingen hemmelighed, at nedslidningen stikker sit grimme ansigt frem en gang imellem. Men omvendt er det svært at undvære den daglige rutine, kollegerne og faget. Men er det virkelig et spørgsmål om enten-eller?
Dette oplæg handler om de overvejelser, der kan være vigtige at gøre sig om sit fortsatte arbejdsliv, når folkepensionen vinker forude. For seniortilværelsen rummer potentialet til i højere grad at blive en ‘frigørelse til’ end en ’tilbagetrækning fra’ noget.
En seniorsamtale for en fastansat kan åbne en vej for en ny erhvervsaktiv tilværelse på nedsat eller mere fleksibel arbejdstid og med andre typer opgaver. Og en samtale om et liv som selvstændig kan være en øjenåbner for en, som kunne tænke sig foden under eget bord – endelig.
Abelone Glahn kommer ind på fordele og ulemper ved at stemple ind igen – måske efter en pause, måske i et mindre omfang end tidligere, ligesom hun fortæller om de mere praktiske forhold om seniorpræmie, forsikringer, fradrag, familie og helbred.
Abelone er forfatter til Senior og selvstændig – tag hul på dit 3. arbejdsliv og nyd livet imens.
Senior og selvstændig – vi, der stempler ind, hvor andre stempler ud
Flere og flere seniorer ønsker at fortsætte arbejdslivet, skønt al sprogbrug snarere antyder, at man skal stoppe, nedtrappe, afslutte, trække sig tilbage.
De ønsker ikke nødvendigvis at forblive på deres nuværende arbejdsplads, men de vil beskæftige sig med det, der kunne være allermest berigende i de aktive år, der måtte ligge foran dem: De starter for sig selv!
Nogle etablerer sig allerede, før pensionsalderen er nået, andre tager en efterlønspause for så – når pensionstidspunktet indtræffer – at have trukket vejret tilstrækkeligt til at begynde på ny, men nu med noget, de virkelig brænder for.
Andre igen siger farvel til en arbejdsplads og kaster sig med det samme ud i konsulentvirksomhed, seriøs hobbyvirksomhed, freelancearbejde, bogskrivning eller ad hoc opgaver.
Foredraget inspirerer og oplyser om, hvordan man kan frisætte de kompetencer, der er oparbejdet gennem mange år på arbejdsmarkedet og skabe et berigende tredje arbejdsliv med sig selv og ingen anden som chef.
- Hvordan ser det tredje arbejdsliv ud, når vi insisterer på at blive ved med at arbejde efter den officielle pensionsalder?
- Hvordan fortsætter jeg et arbejdsliv, som jeg stadig er tilfreds med, men nu på egen hånd og uden andre chefer end mig selv?
- Hvordan genopfinder jeg mig selv – ser mine kompetencer på nye, anvendelige måder?
- Hvad skal der til for at starte en lille konsulentvirksomhed eller anden freelanceaktivitet som +60’er?
- Hvad er udfordringerne, barriererne, og hvad er fordelene og gevinsterne?

Om Abelone Glahn
Abelone Glahn er selvstændig journalist, forfatter og foredragsholder, født 1955. Hendes primære fokus som forfatter hos Frydenlund er seniorlivet – hun skriver bøger og debatterer offentligt, særligt om senkarrieren, pårørendes oversete indsats og downsizing af sit hjem. Hun blogger løbende på mensjegblirgammel.dk og er fast debattør på seniormonitor.dk.
